2019 - er startet godt.
Vi startede januar med at modtage en tillægsbevilling på 300.000 kr fra Aalborg Kommune til det nye Forsamlingshus. Det er meget glædeligt, da vi med den bevilling, kunne meddele at økonomien for opførelsen af Forsamlingshuset nu er på plads.
Hvad er det så vi venter på?? Hvorfor er gravemaskinerne ikke gået igang endnu?? Tjaaaaaa.......byggesagsbehandlingen ved Aalborg Kommune har af forskellige grunde trukket ud. I fredags modtog vi dog besked om, at naboorienteringen til landzonetilladelsen var sendt ud. Vi har lagt alle de modtagne materialer op på hjemmesiden, så alle har mulighed for at læse og se det. Så snart Aalborg Kommune melder klar til os, så holder vi første spadestik arrangement, så vi kan komme igang!
Spis sammen
I midten af januar holdt vi Spis sammen arrangement. Vi er glade for, at flere fulgte opfordringen til at medbringe fredags menuen til forsamlingshuset og spise den sammen med naboen, genboen og bagboen. Det er et arrangement for alle, men for at gøre det mere attraktivt for børnefamilier, bliver der vist Disney Sjov. Vi håber at flere familier med eller uden børn, vil deltage i det og lignende arrangementer i fremtiden.
Landdistriktsprisen
I januar blev det offentliggjort, at projekt-gruppen bag det nye Forsamlingshus, var blandt de nominerede til Aalborg Kommunes Landdistriktspris. En nominering, der kom fra indstillinger fra borgere. Det blev ikke til en pris til gruppen, men den gik dog til lokalområdet, da anerkendelsen og prisen på de 10000 kr, meget fortjent gik til Tirsdagsholdet i Gandrup.